Velkommen til en blog om Birkegården, hvor hverdagen er præget af interessen for det simple liv, selvforsyning, håndarbejde og madlavning.
Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brød. Vis alle opslag

fredag den 26. august 2011

Rugbrød med surdej uden gær.

På trods af en ulden dag igår, så skulle der lige bages tre rugbrød til aften :) I den tid vi har boet på Birkegården, har vi selv bagt næsten alt den brød der er blevet spist her på gården. Der har været enkelte dage, hvor vi har ladet os friste af bageren, eller ikke har nået, at få lavet surdejen til rugbrødet. Men der går nu længere og længere tid imellem de dage :) Frisk bagt rugbrød er nu en luksus vi alle har råd til !

Denne gang har jeg bagt to forskellige brød, begge baseret på surdej.
Det ene brød er ud fra Didde's opskrift, det andet brød er det Old School Rugbrød Camilla Plum bager i programmet Boller af stål på Dr2.

Jeg bruger oftest en surdej uden gær, den består af blot tre ingredienser.
Økologisk rugmel, så frisk malet som muligt, da det indeholder naturlige gærsporer.
Økologisk honning, der ikke er opvarmet, da det også er for at øge indholdet af naturlige gærsporer.
Vand fra hanen ;)


Første dag:
2 spsk honning opløses i 2 dl vand og det blandes med 2 1/2 dl rugmel. Dette skal røres til der ikke er klumper i mere. Dæk det med plastfilm eller et låg, og stil det lunt i to dage.
Dag 3:
Rør 1 dl vand og 1 dl rugmel i, dæk det til og stil det lunt et døgn.
Dag 4:
Tilføj yderligere 1 dl vand og 1 dl rugmel, dæk det til og stil det lunt et døgn.
Dag 5:
Surdejen dufter nu frisk og syrligt, den er klar til brug. Dufter den derimod lidt af acetone, bør man starte forfra.
Hvis surdejen ikke skal bruges med det sammen, opbevares den i køleskab, hvor den friskes op med 1 dl vand og 1 dl rugmel ca en gang i ugen, hvor den står lunt natten over og sættes igen på køl. Når man har brugt noget af surdejen, fylder man mere vand og mel i, og stiller det lunt natten over og så tilbage i køleskabet med den. Hvis man ikke syntes der er så meget gang i surdejen, kan man evt. tilsætte lidt ekstra honning.

Denne opskrift er inspireret af Camilla Plum's Surdej uden gær og "Bag brød" af Ejler Hinge-Christensen.

De to brød til venstre er Old School Rugbrød, og brødet til højre er efter Didde's opskrift.



 Tak til Didde for en inspirerende blog, nu har jeg endnu engang "lånt" lidt derfra ;)

mandag den 22. august 2011

Mor's boller

I andledning af en lille fødselsdagsfest igår, er der blevet bagt boller og andre lækkerier til den store guldmedalje ude på den lille gård. Det blev til 136 boller, 70 minilagkagebunde, vaniljecreme og hindbærskum :)

Her kommer opskriften på bollerne, så må vi tage de andre en anden gang. Opskriften kommer oprindeligt fra fra min mor, deraf navnet.

Til 40 stk

100 g gær
1/2 dl olie
1 tsk salt
5 dl kærnemælk
8 dl vand
1200 g hvedemel
og en af følgende blandinger
240 g frø og 400g groft mel (evt. solsikkefrø og grahamsmel)
eller 2 1/2 dl havregryn
eller blot 600 g grov eller alm. mel (evt. fuldkornshvedemel)

Gæren opløses i lidt af væsken, når dette er gjort tilsættes resten af de våde ingredienser, samt salt. Den valgte melblanding tilsættes hvorefter hvedemelet røres i lidt af gangen. Dejen æltes til den er glat og smidig, hvorefter den hæver ca. 30 min, eller hvad der lige passer ind.
Oven tændes på 200 grader og bollerne formes og efterhæver i 15-30 min eller indtil ovnen er varm. Bollerne pensles og bages i ovnen i 15 min.

Med fire gange bolledej lige efter hinanden, hævede noget ud over kanten. 

136 boller ialt, med fire forskellige melblandinger.

Så er der boller til både hverdag og fest.