Velkommen til en blog om Birkegården, hvor hverdagen er præget af interessen for det simple liv, selvforsyning, håndarbejde og madlavning.

fredag den 22. juni 2012

Hyldeblomstsaft og hyldemarmelade med et strejf af solbær og roser

Da sæsonen for hyldeblomster endnu er ung, blev min første saft lidt et eksperiment.
Da jeg alligevel havde været ud for at samle rosenblade og solbærblade til rosegelé, ville jeg forsøge at tilsætte en smule af dette i min hyldeblomstsaft.

Ingredienserne blev følgende:
45 - 50 hyldeblomstskærme
Frisk citronmelisse ca. 10 små stilke
8 store solbærblade
20 rosenblade
3 citroner i skiver, hvor skallen først er revet af og kommet i.
2 kg rørsukker
2 l vand

Jeg kommer det hele i en gryde, og varmer det op til kogepunktet, hvor jeg lader det simre let i et par minutter, således mindsker jeg chancen for at der er bakterier i saften, der kan skade den, når den skal lagres.
Dernæst køles den ned og står køligt i ca. 4 dage, hvor den omrøres dagligt. Når det er klar til at komme på flasker sier jeg kvaset fra (som gemmes til marmelade) og koger saften op endnu engang, således det er pasturiseret inden det kommer på skoldede flasker, der er skyllet i en 40% alkohol.


Hyldemarmeladen laver du ved at veje hyldekvaset og blende det. Det kommes i en gryde og der tilsættes samme mængde sukker og saft fra en citron. Dette koges igennem og der smages til med citron. Når marmeladen har den rette konsistens, kommes den på skolede og alkohol skylede glas (min. 40 % alkohol).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar